Når du besøger anlægget, vil du finde flere skilte, der giver dig et overblik over området.
Når du på disse skilte ser de grønne cirkler, så er det i de områder, hvor du med vores app kan finde de opslåede øvelser og quizzer. Vores app vil fortælle dig, hvor mange meter du befinder dig fra en given zone. Vil du oprette en quiz, så er det også inden for de grønne felter, du kan vælge at placere dine opgaver for brugerne.
Hvis tørsten melder sig, kan du fylde vandflasken som anvist på skiltene. Du kan desuden tænde lyset på Atletikeksperimentariet efter mørkets frembrud eller kaste dig ud i et løb med selvvalgt hastighed via pacelys-installationen. Herefter sætter en lys”hare” sig i bevægelse. Den kan du følge rundt på løbebanen, hvis ellers du er hurtig nok.
Hullet i midten
Som anlæggets center finder du en gryde, som den ene optegnede rute fører dig op og ned igennem. Fordybningen kan du komme til fra alle sider af anlægget, og som ved alle andre elementer her på Atletikeksperimentariet, vil det være en glæde for os og alle andre, hvis du finder på nogle sjove øvelser og udfordringer, som du vil logge ind og fremvise for os andre.
Open ended area
I den ene ende af Atletikeksperimentariet ligger et område, hvor asfalten er optegnet i mange forskellige felter. Her vil det være naturligt at finde på og udvikle forskellige lege og træningsøvelser inden for kropskoordination.
Vi vil gerne se, hvor mange sjove lege og øvelser du kan finde på her. Opret gerne en profil og vis os dine øvelser. Måske finder du på noget helt andet end nogen andre ville gøre her.
Overdækket område
Midt under en træning eller et længere ophold kan det være nødvendigt med et hvil og et sted at sidde ned. Det er der mulighed for at gøre i ly af regn og sol under den hvide sejldug.
Stativer, madras og vægge
I stativerne og på den runde madras kan kroppen gives frit spil. Der er mulighed for at træne muskelstyrke ved kropshævninger samt udholdenhed ved enten at hæve eller sænke sit tyngdepunkt eller tage brydetag med sine venner eller familie på madrassen. Eller test dig selv på beton-elementerne ved siden af som inviterer til parkour, klatring og boldleg i form af spark og kast mod væg.
Hængebro og sandgrave
I den nordlige ende af Atletikeksperimentariet finder du løbebaner, som ender i sandgraven. Hvem hopper mon længst? Over løbebanen er der en hængebro. Hvem mon tør gå over?
Man må her, som alle andre steder på anlægget, bevæge sig frit, så bakkerne må gerne betrædes. Jo mere du bevæger dig og udfordrer bakkerne, jo sjovere kan du få det.
Højdespring og træstubbe
De fleste har set en højdespringsmadras. Den kan bruges på mange forskellige måder til at lande i efter et højdespring, men også til landinger i parkour eller når du sætter slutspurten ind som afslutning på forhindringsbanen. Ved at springe fra kanten i to meters højde er der mulighed for at få et sus i maven. Til sammenligning er verdensrekorden i højdespring for kvinder og mænd hhv. 209 og 245 cm, og i stangspring hhv. 506 og 614 cm. Træstubbene for enden af bakken kræver god balance i dit pæleløb. Fejler din motorik, tager det bløde sand dit fald. Så hold dig ikke tilbage!
Forhindringer og kuglestød
Fra den sydlige ende af anlægget til den nordlige ende går en sti op og ned ad bakke. Her finder du både balancebomme, gangvipper og en tovbro.
For enden af stien på bakkens nordlige side, finder du et kuglestødsområde, hvor du kan øve dig i at kaste kugler op ad bakken…men pas på fødderne, da de triller tilbage igen.